En 4x4 til jagt, fiskeri, vildmark & feel good
Her skal vi møde Gordon Henriksen - han har gjort sin hobby til en levevej, og derfor står tilværelsen ofte på udendørsaktiviteter med enten fiskestænger, jagtgevær, udekøkken eller alle tre dele.
De mange remedier skal selvfølgelig transporteres rundt - og det sker i en Suzuki Jimny. Nok er den lille - men den kommer frem! Også i terræn. Men hvordan har tiden med Jimny'en været? Hvad kan den? Og hvad kan den ikke? Og hvad med folks syn på bilen? Det får du svar på i vores interview med Gordon Henriksen lige herunder!
Gordon – du blev Jimny-ejer i foråret 2022. Men hvorfor faldt valget på en Suzuki Jimny?
- Jeg vidste, at jeg gerne ville have en firehjulstrukket bil, så jeg ikke skulle bekymre mig på en jagt eller fisketur, uanset hvor jeg skulle hen. Markedet talte for køb af en ny bil fremfor en brugt, og jeg har bare altid haft et godt øje til Jimny´en, som er så stilet, rå og nuttet på en gang, hvis du spørger mig.
Jeg testede den hos Andersen Biler og frygtede, den ville være en katastrofe på motorvejen, men så blev jeg da bare endnu mere vild med den, end jeg var i forvejen. Så nu var valget åbenlyst: Det måtte blive en spritny Jimny.
Hvad bruger du bilen til – og hvorfor egner den sig godt til dit virke?
- Jamen jeg bruger den til lidt af det hele. Jeg lever af at formidle jagt, fiskeri og madlavning og er ofte på ture ude i den vilde natur, hvor grusveje, sne, mudder og sand kan byde på hindringer i terrænet.
Men ikke med den lille firehjulstrækker, der kan komme igennem det hele - den er simpelthen helt perfekt! Jeg er altid sikker på, at jeg kan komme frem – og hjem igen.
Nu har du haft bilen et stykke tid – hvilke indtryk og erfaringer har du gjort dig i forhold til det at være Jimny-ejer?
- Jamen først og fremmest bliver jeg bare glad i låget af den. Altså; jeg glæder mig ligefrem til at skulle ud at køre i den hver gang, men især hvis jeg ved, jeg skal på en jagt eller en fisketur, hvor den virkelig kommer til sin ret.
Og så er jeg kommet med i en Facebookgruppe for Jimny-ejere, som deler ud af erfaringer om det ene og det andet – og i det hele taget bare deler begejstringen for at køre Jimny.
Hvad har – godt som skidt – overrasket dig mest ved bilen?
- Jeg vidste jo hele tiden, den var lille, og jeg må indrømme, at man skal tænke sig om, når den skal pakkes og fyldes med gear. Bagagerummet er meget småt og kan være en udfordring, når man har meget, man skal ha' med.
Til gengæld har jeg så monteret en roofrack, som gør, at jeg kan have kasser, grill, kølebokse, fiskestænger og meget mere på taget, når det er nødvendigt.
Der er også noget med, at du har fået lavet nogle tilføjelser til bilen?
- Ja, mange… Jimny’en lægger ligesom op til, at man kan ”pimpe” den og gøre den helt til sin egen. Ud over roofrack har jeg gjort lidt for udseendet, som for eksempel at male taget hvidt og udskifte frontgrillen.
Jeg har opgraderet musikanlægget, sat nogle lidt grovere dæk på og lidt småting som for eksempel kopholder, armlæn og andet gejl.
Hvad kunne du mere tænke dig at få lavet ved bilen?
- Altså visuelt går jeg og drømmer om at få nogle fede hvide fælge til, som jeg synes vil fuldende dens fede retrolook, men ellers er den faktisk snart ved at være der.
Jeg har netop bestilt et aftageligt træk og et system som egentlig er lavet til ski, men som kommer til at fungere som fiskestangsholder. Det er som om, den bliver vildere og vildere.
Hvilke reaktioner har du fået på bilen?
- Først og fremmest mange! Altså det er en bil, der altid får en del kommentarer med på vejen, og det synes jeg bare er hyggeligt. De fleste spørger lidt ind til den og har måske selv haft øje på den – andre synes bare den er fed, sjov og liret.
Jeg kan godt lide, at den er en seriøs firehjulstrækker, der kan tåle det grove arbejde, når det gælder – men også at den ikke er en kæmpe diesel-slugende maskine. Jimny har en beskeden størrelse og lidt selvironi.
Hvis nu Jimny’en kom på hvide plader…?
- Tjoh... Jeg har da tre børn, og vi kører som regel bare i min kones bil, når vi er flere, der skal afsted, så jeg tror faktisk, det går nogenlunde med papegøjepladerne for mit vedkommende.
Slutteligt – hvad mener du at enhver M/K bør vide om en Suzuki Jimny?
- Jamen at man bliver glad af den! Hvis man går og overvejer den, men er i tvivl, så tror jeg, man bare skal kaste sig ud i den. Den har da klart nogle mangler i forhold til plads til både medpassagerer og bagage, og den er jo ikke et vidunder på de lange ture på motorvejen, men til gengæld så vinder den så meget på charme – og den glæde den skaber hos enhver, der sidder bag rattet i den.
Vil du se mere til Gordons færden?
Du kan også tjekke FISKEguiden-serien på Youtube, hvor Jimny’en er med i et afsnit, hvor Gordon griller nogle ”Fjæsing dogs” ud af bagenden på bilen.
Skal det være analogt, kan du kaste dig over bogen ”Ha’ det for vildt” hvor Jimny'en også er med.